
Hvis der går forældre rundt i Danmark og er ved at være lidt trætte af at skulle bytte Valde-kort på deres børns vegne, skal de bare minde sig selv om, at det på sin vis hjælper et godt formål.
For hvert solgt samlealbum i BR, føtex og Bilka går der nemlig fem kroner til Julemærkehjemmene.
Siden 2004 har dronning Mary været protektor for Julemærkehjemmene, der driver de fem Julemærkehjem i Danmark.
Og der er ingen tvivl om, at arbejdet med organisationen er vigtigt for dronningen.
Da hun var med til at afsløre Julemærket i 2024, lød en del af hendes tale således:
“Julemærket symboliserer det store og vigtige arbejde, der finder sted på julemærkehjemmene hver eneste dag, og som gør en betydningsfuld forskel for børn i mistrivsel. Derfor har julemærket en særlig plads i mit hjerte og har haft det gennem mange år, og i år har min mand og jeg fået en særlig plads på julemærket. Siden 1907 har det nemlig været skik, at et tronskifte markeres på det pågældende års julemærke. Således også i år, og for både min mand og mig er det en stor glæde at være en del af et vigtigt symbol, der minder os om, at vi er forbundne.”
Og Salling Group, der står for salget, kommer nu med en tidlig julegave til Julemærkehjemmene – og dronning Mary.
Mandag 15. december kommer BR, Bilka og føtex nemlig forbi Julemærkehjemmet Liljeborg i Roskilde med en check på 1.100.000 kroner til Julemærkefonden.
Pengene er altså kommet ind fra salget af det populære samlealbum fra årets TV 2-julekalender “Valdes Jul – Vintermiraklet.”
Det skriver Salling Group i en pressemeddelelse.