
ÅRET I KONGEHUSET – AUGUST 2025: Kongefamilien fik dejligt selskab, da de overværede vagtskiftet på Graasten Slot den 1. august. Midt i familiehyggen var der dog pludselig noget helt andet, der stjal opmærksomheden.
Da kong Frederik og dronning Mary trådte ud på trappen foran slotsgården på Graasten den 1. august, var de omgivet af deres tre yngste børn, prinsesse Isabella, prins Vincent og prinsesse Josephine.
Selv om de måtte undvære kronprins Christian, der forberedte sig på løjtnantsuddannelsen, var familien ikke alene.
Prins Gustav og prinsesse Carina tilbragte nemlig også sommeren på det sønderjyske slot sammen med deres to børn, prins Gustav Albrecht, 2 år, og prinsesse Mafalda, 1 år.
Lille Gustav Albrecht og Mafalda charmerede alle i slotsgården, og det var tydeligt, at kongeparret også nød deres selskab.
Mens Den Kongelige Livgardes Musikkorps spillede “Lyse nætter”, tog dronning Mary etårige prinsesse Mafalda i armene, og da sangen var færdig, forsøgte dronningen at få den lille prinsesse til at klappe sammen med hende.
Midt i den sommerlige familiehygge var der dog pludselig noget helt andet, der stjal fokus.
Da kongefamilien var gået indenfor, fløj der en gås direkte ind i hovedbygningen med så voldsom kraft, at den døde på stedet.
Det chokerende syn gjorde stort indtryk på mange i slotsgården, og også de kongelige børn måtte skynde sig ud og se, hvad der var sket.
Se billederne fra den begivenhedsrige sommerdag på Graasten Slot i galleriet herunder.