Lis og Per Kauczki havde egentligt en damefirsørsalon, og Per var rejsende konsulent og underviser, et job, der krævede mange dage væk fra familien.

🎁 BILLED-BLADET til dig selv?

Musikken var bare en hobby til at begynde med – ikke noget de havde tænkte sig, de skulle leve af, fortæller Lis til BILLED-BLADET:

Kendte mødtes i Spillet: Men for hinanden var de helt ukendte

– En dag blev der ønsket “Jeg er sigøjner” i radioen, men de kunne ikke spille den. “Den kender jeg – den kan vi da bare indspille,” sagde jeg. Vi havde lært den af Pers mor. Vi fandt et studie og indspillede den, og “De nære ting” kom på den anden side af pladen. En bodega i Valby købte fem plader til deres jukebox, resten gav vi væk, ler Lis og understreger, at de stadig ikke gjorde sig tanker om, at musikken skulle blive en levevej.

Men Pers krævende job fik med tiden Lis på andre tanker.

– I 1982 sagde Per: ”Jeg kan ikke holde til det, jeg dør af stress.” Så foreslog jeg, at jeg kunne sælge salonen, han kunne sige op, og så kunne vi synge på fuld tid. ”Det kan vi da ikke leve af,” sagde han, og jeg svarede: ”Jamen du siger jo alligevel, at du dør af stress!” Det var hårdt arbejde, for ingen kendte os. Vi omsatte for 68.000 om året med tre børn. I ‘89 var vi begyndt at komme en del ud, og vi lavede “Vore allerbedste år”. Så tog det fart!

Siden har de kørt landevejene tynde og oplevet mere, end de havde drømt om.

– Vi har fået lov at opleve så meget. Vi har underholdt i Sverige og Tyskland, og vi har underholdt i en dansk forening i Toronto. Det var stort!

Lis og Per havde de senere år talt om, at det måske var på tide at stoppe.

– Vi ville være mere sammen med børn og børnebørn, forklarer Lis.

De havde gerne lavet en farvelkoncert, som for eksempel Keld og Hilda Heick gør, men det nåede de ikke.

Sidst, Per og Lis var på spillejob, var den 4. april 2025.

Kort efter faldt Per uheldigt, og det resulterede i et brud på bækkenet og aflyste spillejobs.

Per var tæt på at være ovenpå, da uheldet slog til igen.

En bus kørte ind i parret, og to uger senere døde Per.

Og Lis skal ikke tilbage på landevejen.

– Jeg skal ikke ud mere. Per og jeg hang sammen. Det var os to. Jeg kunne ikke forestille mig, at jeg ville bryde mig om at komme ud selv. Vi var så sammensmeltet, fra vi var børn.

– Vi var sammen fra morgen til aften. At stå alene ville være helt forkert.

Måske nåede de ikke en afskedskoncert, men de nåede noget, der betyder meget mere: En dejlig fest med alle børnene, børnebørnene og oldebørnene i anledning af 60 år som ægtefolk.

– Vi har holdt så mange store fester, så efter guldbrylluppet besluttede vi, at det skulle være den sidste store fest. Til diamantbryluppet lejede vi et telt og var bare sammen med børn, børnebørn og oldebørn hele weekenden. Det var vidunderligt! Det var en af de bedste weekender i mit liv. Og det var vi enige om.