
Salina døde af sine kvæstelser efter seks dage på hospitalet. En 47-årig mand, der er blind på det ene øje, opdagede efter eget udsagn ikke påkørslen.
Det var første skoledag efter juleferien.
Denne januarmorgen kørte Bianca El-Naaman sin datter, 17-årige Salina, mod Roskilde Gymnasium.
Klokken 7.55 satte hun Salina El-Naaman Hermansen af ved Læderstrædet i centrum af domkirkebyen.
Bianca El-Naaman sagde farvel, inden hun i bilen kørte videre til et arbejdsmøde i Hillerød.
Et ultimativt farvel skulle det vise sig.
Et par timer senere fik moren en besked fra politiet, der ændrede hendes liv for altid.
Hendes datter havde været udsat for en forfærdelig ulykke.
Trukket 500 meter under bilen
Da 1.g-eleven mandag 6. januar krydsede hen over parkeringspladsen på Stændertorvet, blev hun pludselig kørt ned bagfra af en Mercedes-Benz.
Bilen var i gang med at foretage et venstresving og ramte hende med den venstre front i lav fart.
Hun faldt til jorden og havnede under bilen.
Den mandlige chauffør opdagede efter eget udsagn ikke påkørslen, men ventede i bilen på sin søn, der var til tandlæge.
Jeg tror simpelthen ikke på, at man kan køre en person over uden at mærke noget som helstBianca El-Naaman
Imens lå Salina fastklemt i omkring 12 minutter under fronten på bilen.
Da manden sammen med sin søn kørte videre fra Stændertorvet, blev hun trukket med i næsten 500 meter, før hun gled væk fra bilen.
Salina blev kort efter fundet liggende livløs på gaden i Blågårdsstræde med alvorlige skader på hele kroppen.
Salina blev påkørt i Roskilde og slæbt 500 meter under bil

Ved Retten i Roskilde blev den tiltalte 47-årige mand i august frifundet for uagtsomt manddrab, men tildelt en bøde på 2500 kroner for at have overset gående trafikanter på Stændertorvet.
I dag sidder Salinas mor, far og storebror tilbage med flere spørgsmål end svar.
De er både ramt af dyb sorg, en følelse af total afmagt og en enorm frustration over, at deres datters liv – ifølge dommen i byretten – sidestilles med en mindre trafikforseelse og en bøde på 2500 kroner.
Nu fortæller de tre efterladte for første gang deres version af den fatale ulykke for godt ni måneder siden.
Et frygteligt mareridt
Bianca El-Naaman var midt i et arbejdsmøde, da hun pludselig blev hevet til side.
En politibetjent var i røret.
Her fik hun vished om den tragiske hændelse, der få timer forinden havde fundet sted på parkeringspladsen.
Situationen var yderst kritisk.
– Jeg havde sat vores datter af få hundrede meter fra gymnasiet, og hun skulle blot passere gågaden og Stændertorvet. Hun passede altid meget på i trafikken, så hvordan kunne det ske?, siger Bianca El-Naaman til TV 2.
Da hun ankom til Rigshospitalet omkring klokken 11, var Salina allerede kørt på operationsstuen.
Datteren modtog livreddende behandling i mere end 13 timer, og de efterfølgende dage svævede hun mellem liv og død.
Læger og sygeplejersker på Rigshospitalet kæmpede for hende døgnet rundt, men de talrige skader viste sig at være for omfattende.
Salina har betalt den ultimative pris, men ingen er gjort ansvarlig for ulykkenEydstein Hermansen
Lørdag 11. januar døde Salina af sine kvæstelser.
– Det er vores værste mareridt. Smerten går aldrig væk, og det er ubærligt at leve med, men vi har ikke noget valg, konstaterer Bianca El-Naaman.
Hun forklarer, at familien den dag i dag er lige så hårdt ramt som for ni måneder siden.
Som om tabet af deres datter og søster ikke var nok, fulgte der i de efterfølgende måneder en lang, hård og opslidende proces frem mod retssagen, som de pårørende stadig ikke forstår udfaldet af.
Journalistiske principper
TV 2 publicerer nyheder ud fra journalistiske principper om etik og balance. Det betyder blandt andet, at vi faktatjekker, interviewer kilder og altid forsøger at lade sagens parter komme til orde. Du kan læse vores etiske retningslinjer her. TV 2 er desuden tilmeldt Pressenævnet og følger de presseetiske regler.
– En fucking joke
Da retsformanden og de to domsmænd 18. august kom frem til, at den 47-årige mand ikke skulle dømmes for uagtsomt manddrab vakte det stor opstandelse i retten.
– Det er en fucking joke.
– Har I overhovedet kigget på sagen?, lød det højlydt fra den tætte familie til den afdøde 17-årige pige, da dommen blev afsagt.
Salinas mor, far og storebror Jess El-Naaman Hermansen er uforstående overfor, at den 47-årige mand blev frikendt for uagtsomt manddrab i byretten.
Deres datter er væk for altid, og ifølge dommen var der i juridisk forstand tale om et hændeligt uheld.
– Salina har betalt den ultimative pris, men ingen er gjort ansvarlig for ulykken. Det giver ingen mening, siger hendes far, Eydstein Hermansen.
Ting sker jo desværre ikke altid af en grund, og retten har konkluderet, at det var en hændelig begivenhed. Kan det her “blot” være et sindssygt uheld?
– Jeg tror simpelthen ikke på, at man kan køre en person over uden at mærke noget som helst. Slet ikke når det påvirkede bilen nok til at give udslag på dashkameraet, siger Bianca El-Naaman og uddyber:
– Det er meget sjældent, at der er mennesker, der bliver kørt over af en personbil, uden at føreren af bilen opdager sin forseelse og reagerer på uheldet.
Hun mener, at familien formentlig havde stået i en ganske anden situation i dag, hvis deres datter havde fået hjælp, da ulykken skete på Stændertorvet – og ikke først et kvarter senere.
– Det er svært at leve med den tanke, lyder det.
Ufuldstændige beviser
Familien mener, at anklagemyndigheden burde have ført sagen tydeligere under det ene retsmøde, der fandt sted 18. august ved Retten i Roskilde.
Ifølge Salinas efterladte var det, der blev belyst under retsmødet, en meget lille del af den gennemgang af sagens akter, som de havde fået af Midt- og Vestsjællands Politi.
Derfor mener de ikke, at sagen blev ført tilstrækkeligt.
Forældrene og Salinas storebror undrer sig blandt andet over, at vidnet, der fandt Salina liggende livløs på Blågårdsstræde, blev aflyst under selve retsdagen.
Den retsmedicinske rapport fik ingen omtale, og en detaljeret gennemgang af bilens bevægebane – og dermed en tydeligere beskrivelse af hændelsesforløbet på Stændertorvet – blev ifølge familien ikke formidlet tilstrækkeligt.
TV 2 har fået en kommentar til kritikken fra specialanklageren i sagen.
John Catre Nielsen skriver, at de omtalte elementer har indgået i den omfattende efterforskning, som politiet har gennemført.
– Det har været anklagemyndighedens vurdering, at de ikke ville have betydning for sagens udfald i retten, udtaler John Catre Nielsen og uddyber:
– Det er normal praksis, at man vurderer, hvilke dele af efterforskningen det er nødvendigt at fremlægge i retten, for at sagen kan blive tilstrækkeligt belyst. Retten traf sin afgørelse på baggrund af den samlede bevisførelse, lyder det.
Brød grædende sammen
Politiets efterforskning har vist, at der i mandens Mercedes var dokumenteret bevægelse på det såkaldte dashkamera, der optager ud af forruden på bilen, umiddelbart efter at Salina blev påkørt og væltet omkuld.
Familien mener, at dette burde have været sammenholdt med bilens kørebane, Salinas omfattende skader på kroppen, som lægerne har kaldt tydelige overkørselsskader, og de mærker, som blev fundet på bilens undervogn ved venstre forhjul for at vise den samlede hændelse på Stændertorvet.
Vi har hele vejen igennem stolet på politiet og retssystemet, men tilliden har lidt et afgørende knækEydstein Hermansen
De mener, at denne bevisførelse burde have været sammenfattet i retten for at vise det groft uagtsomme, der ifølge dem foregik, og som førte til, at Salina mistede livet.
Forhold, der aldrig kom frem under retsmødet, og hvor retten konkluderede, at det var uvist, hvordan Salina endte under bilens front.
– Jeg forstår ikke, hvorfor noget så essentielt som tiltalen for uagtsom manddrab ikke kom frem under retsmødet, siger Bianca El-Naaman.
Forældrene har samtidig svært ved at forstå, at mandens elbil af nyere dato ikke har afgivet en form for lyd i løbet af hændelsesforløbet.
De synes ikke, at det blev dokumenteret ved andet end den tiltaltes eget udsagn under retsmødet.
Den 47-årige mand var under retsmødet i august tydeligt påvirket af sagen.
Han brød flere gange grædende sammen, samtidig med at han kaldte hændelsen den januarmorgen for “skrækkelig”.
I byretten kom det også frem, at tiltalte var blind på det højre øje og havde været det siden 18-årsalderen. Noget, som han selv mente, ikke var et problem for at køre bil.
TV 2 har små to måneder efter dommen forsøgt at få en kommentar fra den 47-årige mand, der kørte Salina ned.
Mandens forsvarsadvokat, Ulrik Sjølin, oplyser dog til TV 2, at hans klient ikke ønsker at udtale sig om sagen.
Dom ikke anket
Da retten kom frem til, at den 47-årige mand ikke skulle dømmes for uagtsomt manddrab, forventede familien, at sagen ville blive anket inden for tidsfristen på 14 dage.
Statsadvokaten havde nemlig tidligere været involveret i sagen og skærpet strafpåtalen i anklageskriftet.
Men 1. september kom der en særdeles nedslående besked.
Ifølge specialanklager John Catre Nielsen var sagen blevet genvurderet af Statsadvokaten i København, som imidlertid ikke fandt grundlag for at anke dommen til landsretten.
Jeg er chokeret over, at Salinas retssikkerhed er ikke-eksisterende. Det er en følelse af total afmagtBianca El-Naaman
Dermed er dommen endelig.
– Vi har hele vejen igennem stolet på politiet og retssystemet, men tilliden har lidt et afgørende knæk, konstaterer Eydstein Hermansen.
Retssikkerheden væk
Ifølge dansk lov er det kun den tiltalte eller anklagemyndigheden i retssagen, der kan anke dommen.
Det giver ingen mening for familien, at de som nærmeste pårørende ikke kan anke rettens afgørelse.
– Jeg er chokeret over, at Salinas retssikkerhed er ikke-eksisterende. Det er en følelse af total afmagt, siger Bianca El-Naaman.
TV 2s retskorrespondent, Astrid Søndberg, bekræfter, at sådan som retssystemet er indrettet, har de pårørende til Salina ikke mulighed for at anke dommen.
– Hvis man ser bort fra tiltalte, er det alene anklagemyndigheden, der bestemmer, at sagen skal prøves ved landsretten, siger hun og tilføjer:
– Det sker almindeligvis kun, hvis anklagemyndigheden vurderer, at retten vil komme til et andet resultat.
Kæmper videre
Godt ni måneder efter den fatale påkørsel af Salina er mor, far og storebror stadig dybt berørt af tragedien og forundret over bøden på de 2500 kroner til den uopmærksomme chauffør.
Selvom Statsadvokaten valgte ikke at anke dommen, giver Bianca El-Naaman og Eydstein Hermansen ikke op.
Vi bliver nødt til at få det fulde forløb frem og få placeret et ansvarEydstein Hermansen
De kæmper videre for at skabe en form for retfærdighed for deres afdøde datter og har derfor søgt aktindsigt i samtlige af politiets rapporter i forbindelse med efterforskningen.
Familien har samtidig allieret sig med advokatselskabet & Foldschack, som skal gennemgå papirerne for at se, om der eventuelt kan være grund til at klage over forløbet.
– Vi bliver nødt til at få det fulde forløb frem og få placeret et ansvar, forklarer Eydstein Hermansen.
Bianca El-Naaman håber, at den ulykkelige sag fra Roskilde kan være medvirkende til at skabe endnu større fokus på uagtsom adfærd i trafikken.
“Kør bil, når du kører bil”, lyder det i kampagnen fra Sikker Trafik – en opfordring, som Salinas mor deler.
Samtidig mener hun, at det var en noget nær umulig hændelse, der fandt sted den skæbnesvangre januarmorgen i centrum af Roskilde.
– De 1100 unge mennesker på Roskilde Gymnasium skal ikke være bange for at krydse Stændertorvet, fastslår Bianca El-Naaman.