
Da Danmarks tidligere landstræner Åge Hareide i dag skulle bisættes, blev dronning Margrethe pludselig nævnt i en af talerne.
Familie, venner og fodboldstjerner tog i dag afsked med Åge Hareide, der blev bisat fra Molde domkirke.
Med til bisættelsen af Danmarks tidligere landstræner var blandt andre Christian Eriksen, Simon Kjær og Jon Dahl Tomasson, og de kunne overvære et sidste farvel, der bød på mange rørende taler.
En af disse holdt Åge Hareides søn, Bendik, der ikke lagde skjul på, hvor meget hans far har betydet for ham.
Han fortalte naturligvis også om faderens fodboldkarriere, der har bragt ham forbi både Norge, Sverige, England, Island og selvfølgelig Danmark, hvor han også har stået i spidsen for Brøndby IF.
Og da talen faldt på Danmark, skiftede Bendik Hareide over i dansk.
Her nævnte han som noget af det første i sin tale dronning Margrethe, og det var der en ganske god grund til.
Annonce
I 2020 blev Åge Hareide nemlig udnævnt til ridder af Dannebrogordenen af Margrethe.
– Da min far blev udnævnt til Ridder af Dannebrog af Hendes Majestæt Dronning Margrethe, var det et øjeblik med stor stolthed og gensidig respekt.
– Det var et symbol på det særlige bånd, han havde til Danmark og det danske folk, sagde sønnen, hvorefter han fortalte, at de som familie har haft mange dejlige stunder i Danmark. Både da Åge Hareide var landstræner, og da han var træner for Brøndby IF.
– Danmark er vores andet hjem, afsluttede han.