Lidt mere end halvdelen af danskerne – 52,6 procent for at være nøjagtig – ønsker et forbud mod privat fyrværkeri. 37,7 procent ønsker at bevare muligheden for at skyde af selv, mens 9,7 procent er i tvivl.Det skriver forsikringsselskabet Tryg på baggrund af en undersøgelse, hvor YouGov denne december har spurgt 1.017 danskere.

Undersøgelsen rummer dog store geografiske forskelle, hvor især de adspurgte i hovedstadsområdets svar skiller sig ud. 57 procent i Region H ønsker forbud, mens andelen er endnu højere med 61 procent, hvis man ser på det tætbefolkede hovedstadsområde.Omvendt er Region Midtjylland det område, hvor færrest – 48 procent – er fortalere for forbud mod privat affyring af fyrværkeri.

– Når vi ser på vores egne skadetal, kommer svarene ikke bag på mig. Vi må desværre konstatere, at fyrværkeri fortsat er årsag til alvorlige ulykker hvert eneste år. Nytåret er en festlig tid, men risikoen bliver ofte undervurderet – både når det gælder personskader og skader på boliger, udtaler Karina Engel, der er skadedirektør i Tryg.YouGov-undersøgelsens resultater er tæt på identisk med en lignende af slagsen, somMegafon lavede for TV 2 tilbage i december 2023, hvor 53 procent talte for et forbud mod privat fyrværkeri, mens 38 procent var imod.