
Kongeparrets nytårsgæster gjorde en atypisk entré mandag formiddag.
Mandag formiddag udspillede der sig et særsyn ved Amalienborg.
For første gang er alle landets borgmestre og regionrådsformænd inviteret til nytårskur hos kongeparret. Og lidt atypisk har kongeparrets nytårsgæster gjort deres entré i busser.
Ifølge TV Midtvest har borgmestre og regionrådsformænd været samlet ved Kommunernes Landsforenings (KL) hovedkontor på Amager inden nytårskuren.
Herfra er de kørt i ”Vikinge”-busser til Amalienborg Slot, hvor nytårskuren er skudt i gang i Christian VIII’s Palæ kl. 10.30.
Hidtil har det udelukkende været de to borgmestre fra Frederiksberg Kommune og Gentofte Kommune, som har deltaget i kur. Men dette har kong Frederik og dronning Mary lavet om på.
I september 2025 meldte kongehuset ud, at de ville forny de traditionelle nytårskure. Og her er en af de helt store ændringer den nye kur, hvor alle landets borgmestre og regionrådsformænd kan ønske kongeparret godt nytår.
