
I år fik vi en ny side af kronprins Christian at se. For første gang så vi kronprinsen kædet sammen med en ung kvinde. Emma hedder hun.
De to turtelduer blev spottet under bøgeskovens kroner, da årets SMUKFEST løb af stablen i august. Og i den forbindelse kom det frem, at hun tidligere på året havde været blandt gæsterne til en privat familiefest i kongehuset.
– Det var bemærkelsesværdigt, hvor afslappet Emma trådte ind på den kongelige scene, lyder det fra Marianne Singer, hofreporter hos BILLED-BLADET.
Da prinsesse Isabella i april fyldte 18 år og blev fejret med en privat fest på Amalienborg, stod Marianne Singer klar på slotspladsen. Her lagde hun mærke til Emma, som var en af kongefamiliens private gæster.
Annonce
– Jeg var til stede på Amalienborg Slotsplads, da Emma ankom til prinsesse Isabellas private fødselsdagsfejring. Dengang kendte vi ikke til hendes forbindelse til kronprins Christian, men ved ankomsten stak hun ud. Hun ankom flankeret af kongeparrets private venner, og hun var den eneste i det selskab, som vi fra pressen ikke kendte.

Elisabeth von Buchwald, Christian von Buchwald, Emma, India Handwerk, Jeppe Handwerk, Palma Handwerk og Birgitte Handwerk, som ankommer til prinsesse Isabellas private fødselsdagsfejring på Amalienborg i april.
Foto: Mikael Rieck
Det var få måneder senere, at kronprinsen og Emma blev spottet på SMUKFEST, hvor de var afsted med en gruppe venner. Til koncerter kunne man se dem stå tæt sammen i menneskemængden. Og det viser en vis afslappethed, mener Marianne Singer.
Annonce
– Kronprins Christian og Emma har ikke leget gemmeleg med pressen. De viser, at de lever et helt normalt ungdomsliv, hvor de ikke har behov for at skjule sig. De hygger sig, siger BILLED-BLADETs hofreporter og tilføjer:
– Det er tydeligt, at dronning Mary og kong Frederik har klædt kronprins Christian godt på. Dronning Mary må have haft i tankerne, hvordan det var for hende selv, da hun begyndte at date en kronprins. Og selvfølgelig har kong Frederik også haft sine oplevelser i sit ungdomsliv.

Kronprins Christian under SMUKFEST 2025. Her ses Emma lige foran kronprinsen.
Foto: Dan Mariegaard
Alligevel er det opsigtsvækkende, når landets kronprins og tronfølger bliver set med en kvinde, som tydeligvis er mere end en veninde.
Annonce
– Det er sjældent, at han vækker så stor opsigt. Det er en ny side, vi ser af kronprins Christian. Det er første gang, vi ser ham på den måde. Og det er da dejligt. Hun ser ud til at være en sød ung kvinde.
Kongehuset har ikke bekræftet forholdet mellem kronprins Christian og Emma. BILLED-BLADET har tidligere været i kontakt med kongehuset, som ikke ønsker at kommentere. Af princip kommenterer kongehuset ikke private forhold, og det er sjældent set, at de kommenterer de kongeliges kæresteforhold – det sker først i forbindelse med en forlovelse.