
Én af årets helt store kongelige fester var prinsesse Isabellas 18-års fødselsdag.
Prinsessen fyldte 18 år den 21. april, men der blev allerede taget hul på fejringen den 11. april i Aarhus og senere den 15. april i København.
At prinsesse Isabellas 18-års fødselsdag skulle fejres så stort, kom bag på BILLED-BLADETs hofreporter Marianne Singer.
- Prinsesse Isabella er jo ikke tronfølger, så hun og familien kunne jo have valgt at holde det hele privat. Jeg er sikker på, at kongeparret har fulgt Isabellas ønsker, og at hun virkelig havde lyst til denne store og offentlige fejring. Men jeg må indrømme, at det kom bag på mig, at det blev så stort. Det var virkelig nyheden, vi aldrig havde troet, ville komme, lyder det fra Marianne Singer.
- Kong Frederik og dronning Mary har et klart ønske om, at deres børn under 18 år bliver skærmet mest muligt og bliver holdt ude af søgelyset, når de ikke deltager i offentlige arrangementer. Vi havde derfor ikke forventet så stor en fest, som det blev. Det tog os virkelig med storm.
BILLED-BLADETs hofreporter Marianne Singer ser det som en prøve, som prinsesse Isabella bestod.
- Hun kom jo på en måde på sit livs ”kongelige prøve”. Hun var totalt hovedperson i flere dage, hvor hun var her, der og alle vegne. Det var en mega vild debut, som jeg synes, hun klarede med bravur.
- Hun holdt en meget flot tale på Aarhus Rådhus, og så strålede hun bare til festforestillingen i Det Kongelige Teater i København. Det var en meget vellykket og stor fejring af hendes 18-års fødselsdag, slutter Marianne Singer.
Se prinsesse Isabellas tale på Århus Rådhus i videoen herunder.