
Karen Margrethe Clausen, der har arbejdet som privatsekretær for først dronning Ingrid og siden dronning Margrethe, er gået bort.
Hun døde fredag den 19. december 82 år gammel.
Det skriver Billed Bladet.
Karen Margrethe Clausen var ifølge Billed Bladet tilknyttet kongehuset gennem 40 år.
Blandt andet som privatsekretær i tre år for dronning Ingrid inden hun fra 2001 og ti år frem bestred den samme stilling for dronning Margrethe.
Tildelt særligt hæderstegn

I forbindelse med sin fratrædelse i 2011 blev hun tildelt Dannebrogordenens Hæderstegn for lang og tro tjeneste.
Ifølge en dødsannonce signeret af hendes mand, Claus Clausen, vil Karen Margrethe Clausen blive bisat fra Garnisionskirken i København den 14. januar.
Der er ikke nævnt nogen specifik årsag til hendes død.