
Den 18. december kom den triste nyhed om, at Åge Hareide var gået bort i en alder af 72 år.
Åge Hareide var landstræner for det danske herrelandshold i fodbold fra 2016 til 2020, mens hans trænerkarriere også bød på ophold i blandt andre Brøndby og Molde samt knap fem år i spidsen for det norske landshold.
Både i hjemlandet Norge og i Danmark væltede det ind med reaktioner efter hans død – heriblandt fra Kasper Schmeichel, der til TV 2 Sporten fortalte, at det gjorde ondt i hjertet.
I morgen bliver Åge Hareide så bisat fra domkirken i Molde, og her deltager flere danske fodboldstjerner.
NTB oplyser således, at både Christian Eriksen, Simon Kjær, Jon Dahl Tomasson og Peter Møller deltager. Det skriver Se & Hør.
Christian Eriksen og Simon Kjær var begge en del af landsholdstruppen under Hareide, mens Jon Dahl Tomasson var assistenttræner. Som DBU’s fodbolddirektør havde Peter Møller også et tæt samarbejde med nordmanden.
Udover en flot trænerkarriere var Åge Hareide også selv aktiv fodboldspiller i mange år. Her nåede han at spille 50 landskampe for Norge, mens han på klubplan optrådte for de to norske klubber Hødd og Molde samt de to engelske Manchester City og Norwich City.