
Måske har du hørt om bamselommevenner. Det har Jeanette Byskov Nielsen i hvert fald, og hun hækler dem på livet løs.
En bamselommeven er en lille bamse, som nogle politikredse har med i deres patruljevogne. Bamserne kan betjentene så give til børn, der har været med i et færdselsuheld, oplevet sager om vold eller noget helt tredje. Bamserne er lavet, så de passer perfekt i en lille børnehånd eller i lommen.
Jeanette Byskov Nielsen arbejder selv i den administrative afdeling ved Midt- og Vestjyllands Politi, og det var her, hun selv først hørte om bamselommevenner. Men det var ikke det, der kickstartede hendes hæklekarriere.
– Jeg hækler i forvejen blæksprutter til for tidligt fødte på neonatal, og trøstebamser til børn, som er ved lægen og tandlægen, siger hun.
Jeanette Byskov Nielsen fortæller, at hun godt kan lide at bruge sine hænder, og at hun får meget mere ud af at hækle noget, der har brug for, i stedet for at hækle til sig selv.
– Det går til noget rigtigt godt, og så er der nogle børn, der får tryghed ved det, siger hun.

Hun har også selv haft glæde af trøstebamser på hospitalet og hos lægen.
– Jeg har et barn, der har været meget syg, så vi har tit været hos lægen. Og det gør rigtig meget for mit barn at få sådan en bamse.
Jeanette Byskov Nielsen har i alt hæklet 200 bamselommevenner til lokalpolitiet i Holstebro.
– De første 100 afleverede jeg i maj, og nu har jeg 100 mere klar, som bliver afleveret efter nytår.
Hvis du sidder derude og har fået lyst til at hækle en bamselommeven til politiet, så kan du finde opskrifterne inde på politiets hjemmeside.