
Der dufter af jul på gården i Saltum, hvor sangerinden Sussi Nielsen og hendes mand, Steen, har pyntet flot op, og julemusikken strømmer ud af radioen. Steen, som er udlært bager, har pebernødder i ovnen, og sammen sætter parret nelliker i appelsiner, som skal hænge i flotte bånd rundt om på gården.
– Jeg bager ikke så meget mere, som da jeg boede alene. Men nu kan jeg da godt mærke, at jeg får lidt smag for det igen. Så jeg bager nok også nogle jødekager med sukker og mandler på, dem er jeg helt tosset med, siger Steen, som med parrets antiinflammatoriske livsstil er holdt op med at bage brød i hverdagen.
