
Dronning Mary og kong Frederik ankommer til Christiansborg Slot. Kongeparret går gennem Drabantsalen.
Flere af kongeparrets gæster oplevede, at dørene blev lukket, da de var ved at lægge overtøjet i garderoben.
Der udspillede sig et mærkværdigt øjeblik, da kongeparret tirsdag havde gæster til nytårskur på Christiansborg Slot.
Få minutter før kong Frederik og dronning Marys ankomst oplevede flere af gæsterne at blive lukket inde i garderoben. Der var dog ikke tale om en fejl – det var helt bevidst at dørene blev lukket.
Årsagen skal findes i den kongelige etikette, og det er ikke første gang, det sker.
I dagens anledning blev Christiansborg Slots giftshop taget i brug som garderobe. Rummet ligger lige op ad Drabantsalen, hvor gæsterne gør deres ankomst.
Også kongeparret ankommer gennem Drabantsalen, og her er det reglen, at salen er tømt for mennesker, når de ankommer.
Nogle minutter inden den kongelige ankomst sørger hoffets ansatte derfor for at rydde salen og lukke dørene til garderoben, hvor de sidst ankomne gæster er ved at lægge overtøjet.
BILLED-BLADETs reporter, som stod i Drabantsalen under ankomsten, kan fortælle, at flere gæsterne i garderoben prøvede at snige sig ud, men den gik altså ikke.
Gæsterne blev bedt om at vente. Og først da dronning Mary og kong Frederik var gået gennem salen, kunne de slutte sig til de øvrige gæster og fortsætte til Riddersalen, hvor nytårskuren blev afholdt.