
Silas Holst har i de seneste år fulgt “Vild med dans” hjemme fra stuen, og han mener ikke, at den nuværende dommerkonstellation fungerer optimalt. Det fortæller han i podcasten “En sidste dans”.
Gennem ni sæsoner har Silas Holst danset med i ”Vild med dans”, og han har fået masser af kommentarer fra dommerbordet i årenes løb.
Silas Holst var kendt for at lave nogle vilde og anderledes koreografier, som ikke altid faldt i deres smag.
– Der sad jo fire dommere, som havde en mening, og det skal de have, men de var bare meget klassiske dommere, og jeg er meget lidt klassisk. Så det clashede jo ret tit, fortæller Silas Holst, da han er gæst i BILLED-BLADETs podcast ”En sidste dans”.
Alligevel mener han i den grad, at de dommere, der sad ved dommerbordet, mens han selv var med i programmet, mangler i ”Vild med dans” i dag. Han synes desuden, at man burde have fire dommere i stedet for tre.
– Jeg synes, der mangler nogen, som tør gå til parrene. Det er som om, alt hvad der bliver lavet dernede, bare er vidunderligt, og man snakker ikke om de fejl, der var, fordi man vil lave god stemning. Og det synes jeg altså, at programmet mangler, siger Silas Holst og fortsætter:
– Jeg synes, der mangler en Jens Werner. Det havde jeg aldrig troet, jeg nogensinde skulle sige. Der mangler også en Anne Laxholm, som ikke lader sig imponere af kolorit og flødeskum, men som kigger, om hæl og tå er rigtigt og slår ned benhårdt på det. Og der mangler en Britt, som bare synes, kolorit og flødeskum er vidunderligt. Jeg synes, det er tre meget ens dommere, der sidder der, og som synes, alt er dejligt. Det er ikke en kritik som sådan, men jeg synes, der mangler noget kapow, lyder det videre fra danseren i podcasten.

Anne Laxholm, Jens Werner og Britt Bendixen ved dommerbordet i 2005.
Det faste anker mangler
Jens Werner, Britt Bendixen og Anne Laxholm sad ved dommerbordet lige fra begyndelsen af ”Vild med dans” tilbage i 2005, og de holdt ved i rigtig mange år. Britt Bendixen var med for sidste gang i sæson 18, mens Jens Werner stoppede efter sæson 19. Anne Laxholm sagde farvel og tak efter sæson 20.
– Jens Werner, Anne Laxholm og Britt Bendixen var bare enormt store profiler i det program og var jo DNA’et. Det program har overlevet at skifte værter rigtig mange gange og skifte dansere. Men man bliver nødt til at have sådan et fast anker et eller andet sted, og det synes jeg, de tre var. Nu er to af dem her ikke mere, og den tredje har valgt ikke at ville være dommer længere, hvilket også er rigtig set, synes jeg, mener Silas Holst.
Ligesom i sæson 21 er det igen i år Marianne Eihilt, Lene James Mikkelsen og Sonny Fredie Pedersen, der udgør dommerbordet. Hidtil har der været en enkelt gæstedommer – Sarah Grünewald ved med i program seks.

Marianne Eihilt, Lene James Mikkelsen og Sonny Fredie Pedersen.